Fra dengang og meget mere.

Vi samler på gamle historier fra det lokale miljø. Har du en god og sjov, gammel eller ny fortælling om Laven, så skriv og send den til os, og vi vil med garanti udgive den her på vores digitale forlag.
Bestyrelsen for Lavenborgerforening har bevilget penge til at samle og redigere historie fra Laven, Linå og Mollerup. Er du interesseret eller kender du en der er kan du henvende dig til bestyrelsen eller Lokalhistorisk forening.

Laven - min barndoms- og ungdoms by
Årene 1940-1961

Fra dengang indkøbene foregik
hos købmændene og
bageren i Laven


Af Johs. Wienberg-Larsen 

(Afsnittet om Laven klippet fra beretningen "Roller i modlys")
Forældrene var Charlotte og Ejnar Larsen, Skovsrod. De boede i den røde murstens-ejendom på højdepunktet i Skovsrod - Skovsrodhøj, lige der, hvor man har målt højden til 147 m over havets overflade; akkurat som Skamlingsbanken. I dag Kielsgårdsvej 44. Her havde de deres lille landbrug på 13,6 tdr. land.
Fra mit værelse på førstesalen kunne jeg mod vest se ud over Julsøen mod Himmelbjerget og mod syd Mossø som en lille negl gemme sig mellem bakkerne ved Ry.
Ejnar Larsen var født i Hallund sogn, Brønderslev Kommune, 1899. Min mor var Charlotte Julie Christensen, født i Vejsmark i Grinderslev, Salling, 1893. De blev gift i 1932 og købte altså ejendommen "Skovsrodhøj" i Skovsrod et par kilometer fra Laven.

Laven - smukt beliggende med Julsøen og Himmelbjerget i baggrunden

Blev kørt første skoledag

 
Lad mig for en stund kigge tilbage til 1947, da jeg var syv år. Min første skoledag husker jeg tydeligt. Jeg var en lille pjevs, og Charlotte og Ejnar har nok haft deres betænkeligheder ved, hvordan jeg skulle klare den gåtur på tre-fire kilometer til Tørring Skole helt fra Skovsrod. Jeg skal lige indskyde, at Charlotte og Ejnar egentlig var mine plejeforældre, men det er en helt anden historie. Jeg kaldte dem far og mor - sådan ville vi nu alle tre have det.
Allerførste dag spændte far vore trofaste heste, Tulle og Kis, for vognen; jeg skulle køres, og jeg sad med en stor frakke og ængstelige tanker på siddefjælen og spekulerede på, hvad skole mon egentlig var for noget. Var det en vred mand, der gik og slog os i hovedet med en stok, når vi skulle lære bogstaverne? Eller skulle man stå ret og citere kongerækken og nævne hovedstæderne i Europa - og tælle baglæns fra en million - eller hvad var det med sådan en skole?

Skolen lå først for ved Skovsrodvej i Tørring by, og jeg konstaterede da vi ankom, at det vrimlede med børn, mange på min alder, i skolegården. Nogle kommende kammerater kom ud på vejen og kiggede interesseret på vores vogn og de så spørgende på Tulle og Kis, om man måtte klappe sådan et par heste.
Så kom selve læreren, A. K. Larsen, ud fra den private bolig i skolens gavl ud mod vejen og tog imod mig.
Da min første, spændende dag på et par timer i skolen var slut, kom far og hentede mig i hestevognen. Han havde sikkert sludret med købmanden henne på hjørnet i Tørring by, eller han havde måske været et ærinde inde hos Henning-snedkeren, og jeg havde oplevet skolen - for første gang.
Tørring Skole blev min skole fra 1947 til 1952, da jeg flyttede skole. Ry Folkeskole - eller "Ry Kommunale Mellem- og Realskole", nu "Mølleskolen" - var næste stoppested på lærdommens landevej. Indtil jeg sluttede med realeksamen i 1957 og skiftede spor: Jeg kom i lære som typograf på Eksprestrykkeriet på hjørnet af Nygade og Tværgade i Silkeborg, og hver morgen mandag-lørdag i fire år tog jeg turen med toget fra Laven Station til Silkeborg.

Militærlejr i Laven
Fra krigens tid erindrer jeg, hvordan der var alvor i de voksnes blikke, når de snakkede om »pakket sydfra«. Og store tanks kom larmende forbi vort hjem i Skovsrod og fly af forskellige nationaliteter fløj lavt hen over vort hustag, især om natten.
Specielt én nat, hvor vi hørte en masse skyderi fra luften. Det var flyvepladsen og lejren i Gl. Rye, der blev angrebet, erfarede vi senere. Pludselig hørte vi noget ramme taget oven over soveværelset, og der lyd en raslende lyd. Dagen efter fandt far et halvstort patronhylster i tagrenden. Dette hylster havde i mange år sin plads i vindueskarmen i stuen - som var det en slags "pryd-genstand" - et barskt minde om de fem onde år.
Der var en tysk lejr med barakker og militærkøretøjer på et grønt område neden for Bomholtskoven, der hvor husene slutter og hen mod (Anders) Stenholts ejendom, ved Laven stationsby, og to tanks holdt i indhug i skrænten ved vejen op mod Bomholt-skoven med kanonløbene pegende ud over Laven by. Disse to indhak kan endnu anes i skrænten, og jeg skeler til dem, hver gang jeg kører fra Laven op gennem skoven. Et minde om en tid, der heldigvis blev overstået uden nogen egentlig direkte smerte for hverken min familie eller mig.

Jeg husker en dag, et par store tanks med kædedrev larmende kom fra Laven-siden og var på vej forbi vort hjem i Skovsrod, mens min far og jeg stod på gårdspladsen. Ejnar Larsen var ikke bange for noget her i tilværelsen, og tog nogle hårde chancer ind imellem; til min store skræk gik han ud til vejen og vinkede den bageste af de store militærkøretøjer til at standse.
Undrende soldater, nogle friske, unge mænd, kiggede ud og kom op af mandehullet og spurgte, hvad man ville. Far spurgte, om ikke sådan en knægt som Johs. her måtte se deres køretøj, hvordan det var indrettet og hvor mandskabet egentlig gemte sig.
J-a-a-h-wohl! Det måtte jeg skam gerne! råbte de unge soldater og slog grinende med håndfladerne på siden af metalkolossen, så det gungrede, og vinkede mig op. Men jeg hylede, slog og sparkede vildt om mig og nægtede at kravle ind i sådan et uhyre. Det lykkedes ikke hverken dem eller Ejnar Larsen at få mig til bare at nærme mig køretøjet. Om det var spiren til mit stædige sind, der blev grundlagt den dag, ved jeg ikke.
4. Maj 1945 om aftenen var vi på besøg hos Anny og Thomas Mikkelsen på Skovsrodgård. Alle ventede på et "vigtigt budskab" i radioen, og et så avanceret apparat havde Thomas Mikkelsen. Vi var i folkestuen, som Thomas og Anny kaldte den.
Og da oplevede jeg det utrolige, vi hørte fredsbudskabet fra BBC i radioen. Danmark atter frit - det var fantastisk og betød alt for fremtiden for os alle.


 

Et gammelt postkort, købt i Laven Brugsforening ca. 1938

Tekstsiden af brevkortet - med en julehilsen. Det er ikke muligt at læse, hvem modtageren på Fyn har været. Porto 15 øre og påsat julemærke 1947

Laven var handelsbyen

 

Indkøbene foregik traditionelt i Laven, hos købmand Anker Pedersen eller i Laven Brugsforening hos den lune Iversen. Jeg husker især Iversens datter, Jonna, som holdt meget af musik, og jeg indspillede engang et bånd til hende på mit hammondorgel; det var hun begejstret for og bevarede i mange år, har hun senere fortalt mig.
Apropos musik, som altid har været min store intresse, kan jeg da lige indskyde, at min favorit-musiker i dag hedder Gert Vincent. Jeg har hørt ham fyre guitar-soloer af, som jeg ikke tror nogen anden her i verden formår. Han er bare enestående med en guitar og en fed forstærker.
Nå, tilbage til Laven. Undertiden foregik indkøbene hos byens tredje købmand, den flinke G. Frandsen henne på hjørnet over for Laven Bageri og Laven Motormølle, der var ejet af Kresten Knudsen - senere overtaget af sønnen Jørgen Knudsen. Hos Knudsens på Motormøllen købte far foderstoffer til dyrene, og i nyere tid leverede Knudsen olie til oliefyret.
Købmandsparret Karen og Anker Pedersen har jeg de allerbedste minder om. Anker og jeg havde begge fødselsdag 14. marts, og han havde tit en pakke chokolade til mig den dag... Når vi blev ekspederet af Anker Pedersen, kunne vi høre hans hustru, Karen, inde i privaten sy på noget så avanceret som en elektrisk symaskine. Det var i mine øjne noget ganske fantastisk, og det gik utroligt hurtigt! Men Karen var ofte inde og hjælpe med ekspeditionen af kunder i forretningen.
Vores bager i Laven hed Tvede, og især en af ekspedienterne, husker jeg, hed Yelva Søgaard. En skomager havde nogle få år sit værksted i et lokale ved Laven Motormølle. Ellers var det »Træskomand Jens Nielsen« skråt over for Laven Brugs, der lavede arbejdet på vort fodtøj. Her købte vi træsko, fik fodtøjet repareret, og naturligvis solgte han sivsko til os; sivsko var dengang hver mands eje. De mindre reparationer af fodtøjet klarede far selv med sin læst og andet værktøj. Der skulle jo spares, pengene var få; indtægterne var 8-12 kr. om ugen i mælkepenge - vi solgte mælk til Søkilde Andelsmejeri i Tulstrup. Og af og til leverede vi nogle grise eller en tyrekalv til et slagteri.
I Træskomand Nielsens butik og værksted var en herlig duft af træ under forarbejdning, samt tjære og lak. Det var for mig noget ganske specielt at komme hos ham og studere, hvor fingernem og dygtig han var til sit fag.
En gravsten på Linå kirkegård fortæller, at Træskomand Jens Nielsen var født i Nr. Vissing 1876 og død i Laven 1970. Hustruen: Bolette Nielsen født i Flensted 1881 og død i Laven 1948.

Min plads i sætteriet i Silkeborg 1957-61

Købte slik hos Marna...

 
Midt i Laven by, nær træskomand Nielsens hus, lå Laven Central, bestyret af Elna Schiøtt. Her på centralen skulle jeg undertiden låne telefonen og ringe til vognmanden, når der skulle leveres grise. Vi have jo slet ikke telefon i mit hjem dengang.
Slagter Dyrlund havde også forretning på »hovedgaden«, og en tid var der en slikbutik nær centralen. Det var Marna og Svend Aage Dyrlund, som havde mælkeudsalg og slikbutik. Dyrlund havde også vognmandsforretning og kørte bl.a. ud med koks.
Her hos Marna købte jeg rigelige portioner tyggegummi! Herligt, men det blev senere "hævnet" med fede tandlægeregninger.
Drejede man ned til venstre ved Laven Motormølle, lå på højre side Hotel Laven, og lige fremad var Laven Station med sin ventesal, billetsalg, ekspedition og pakhus. I ekspeditionen kunne jeg hente Silkeborg Avis, hvis nyhederne skulle hjem på avisens udgivelsesdag.


Hent lige avisen - !

Utallige gange har far spurgt, om jeg ikke lige kunne hente avisen på stationskontoret. Det foregik dengang på gå-ben - først som 10-årig fik jeg en cykel. Far ville gerne have avisen samme dag, som den udkom. Ellers skulle vi vente med nyhederne til den følgende dag, hvor landpostbudene - Mathiasen, Vestergård eller Nielsen m.fl. - kom med avisen og hvad der ellers var af postbesørgede emner. Reklamerne dengang bestod af AnnonceBladet fra Ry og på et tidspunkt Gern Herreds Folkeblad.
Jeg fik ofte mangen god snak med de forskellige stationsforstandere i Laven. Først husker jeg forstander Isøe og siden erindrer jeg en stationsmester Larsen. Vores barbér og frisør var som nævnt Aage Rasmussen, der om dagen havde sit job som assistent på Laven Station, og om aftenen åbnede sin barber- og frisørsalon, beliggende lidt oppe ad smedebakken - i et dobbelthus, hvor også familien Strunge Kristensen boede. De havde en blandet manufaktur- og gavebutik.
Smedebakken, som jeg omtalte, hedder egentlig Slangebakken, og ved smedens hus på toppen af bakken går Kærs Møllevej (eller Kjærs Møllevej) ned mod Kjærs Mølle, som ligger smukt og stateligt på venstre side af vejen nedde ved Himmelbjergvej.
Fru Rasmussen, barberens kone, passede om dagen medicinudleveringen fra sit håndkøbsudsalg, som hørte under et apotek i Silkeborg.
Smeden, Henry Nielsen, havde sin smedje øverst oppe på smedebakken, og han var et helt eventyr for sig. Han lavede stort set alt smedearbejdet for os, men han var ganske fantastisk til at sprede humør og lave sjov. Det kunne Ejnar Larsen godt lide; han kunne nemlig selv være en spasmager og af og til fortælle en god historie.

Om søndagen gik vi i kirke. »Der har vi alle vor plads«, sagde far, der altid har haft stor interesse for det kirkelige arbejde. Det var Alling Kirke eller kirken i Tulstrup. En overgang sad han i menighedsrådet, foruden han nogle perioder var i Alling-Tulstrup Sogneråd. Også i arbejdet for KFUM og KFUK ydede han en indsats, nogle år som formand.
Fra jeg var syv år blev kirken afløst af søndagsskolen i Tørring - og Laven. Det passede, så søndagsskolen blev holdt på skift i de to missionshuse. I Tørring blev søndagsskolen ledet af Aksel Holst, Alling, Jens Møller, Tulstrup og Reinhold Rasmussen, Bomholt. I Laven missionshus stod min far og diakon Theodor Jørgensen (han og husturen Edith ejere af Laven Hvilehjem) for søndagsskolen.
En søndag i forsommeren blev der holdt søndagsskoleudflugt. Det var fra min barndom en stor oplevelse. Turen gik fast til en skøn plet i Mollerup, engen ved Thorvald og Madsine Lundgårds ejendom lige ved hovedvejen.
Der blev sunget af søndagsskole-sangbogen, en taler kom med et indlæg, og så legede vi forskellige holdlege under ledelse af søndagsskolelærerne. Der var oprettet en midlertidig kiosk med slik og sodavand i Lundgårds lade - altid med en utrolig lang kø ved den enlige salgsplads.
Anløbsbroen i Laven - her er den smukkeste kulisse - Julsøen med Himmelbjerget

Drøje lærlingeår


Det var ganske hårdt i de unge år, først at være på arbejde den ganske dag fra 7.30 til 17.00, og så i vinterhalvåret møde på Teknisk Skole kl. 19.00. Jeg skulle herefter med 21.15-toget fra Silkeborg til Laven. Først ved 22.15-tiden kunne jeg være hjemme, og ofte havde mor varm mad parat til mig. »Det er nødvendigt, for at du kan klare det«, erklærede hun. Flot, at hun tænkte så omhyggeligt på mit ve og vel.
Lørdag skulle vi også på arbejde dengang - fra kl. 7.30 til 12.30, og så med toget fra Silkeborg mod Laven kl. 12.45. Men jeg så hen til lørdag med længsel. Det var noget ganske særligt at have fri så tidligt og have en hel eftermiddag til egen rådighed - og så hele søndagen.
Senere forlod jeg typograf-faget og gik over til det journalistiske, avis og radioarbejde, men det kan jeg vende tilbage til ved en senere lejlighed.
Både i barndommen og ungdommen holdt jeg af at gå rundt i Laven og kigge på vinduer ved byens forretninger - købe en lækker kage hos bageren og gå forbi den flotte stationsbygning, over sporene, ned til bådebroen og følge årets gang - jeg beundrede det hele tiden skiftende billede ud over Julsøen. Og om sommeren se glade turister tage Hjejle-bådene til Himmelbjerget. Specielt festligt, når det var hjuldamperen, selve Hjejlen, der ankom. Det syn med både og turister er der heldigvis stadig - men Lavens forretninger blev tyndet ud, og efterhånden måtte vi tage turen til Ry eller med Nørre Vissing rutebilen til Silkeborg for at købe ind.
Trist - ja, men vi kan nu engang ikke vende bøtten og begynde forfra.
Udvikling, kaldes det vist!

- Venter på båden ved anløbsbroen i Laven
Kielsgårdsvej 44 - med navnet Skovsrodhøj. Mit barndomshjem

1942 - det allerførste, jeg husker fra min tilværelse. Far og mor sagde til mig om at stå stille, mens "manden ta'r billedet". Men jeg villa have fat i trillebøren og skovlen. På det tidspunkt havde jeg åbenbart mere energi end sidenhen...

Vi leverede mælk til Søkilde Andelsmejeri. Når spandene kom hjem ventede et arbejde med at gøre dem rene - så de kunne bruges på ny næste dag

Fra Charlotte og Ejnars sølvbryllup 1957

1962 fik mit første hammond-orgel, en model A-100. Musikken blev min halve tilværelse. Jeg kan da lige indskyde, at min yndlings-musiker i dag hedder Gert Vincent. Jeg har hørt ham fyre guitar-soloer af, som ingen anden her i verden formår. Jeg går med et sille ønske om en dag at træffe ham og få en hyggelig musik-snak

Radio-arbejdet har optaget mig meget. Der kunne jeg udfolde mig med mit kendskab til musik - gammelt og nyt

Mit barndomshjem set fra marken bag ejendommen - i den herlige høsttid

Sådan så ejendommen ud - indtil stuehuset brændte en martsnat 1983. Dette er en udmærket tegning udført af en ældre lærer, Andersen, der tegnede egnens huse og gårde

Efteråret 1982 - umiddelbart før Charlotte og Ejnar Larsens guldbryllup

Læs mere fra Johs. Wienberg-Larsen "Roller i Modlys.

"http://www.wienberg-larsen.dk/24155263



 

 

Laven-sangen

I forbindelse med at Else fra Brædstrup skrev til Laven.dk for at indhente oplysninger om den velkendte Laven-sang,  som hun mente angiveligt skulle være skrevet af digteren Nis Petersen, som boede i Laven. Og selvom hun erkendte ikke at være den store Nis P.-kender mente hun, at sprogbruget lå noget fjernt fra Nis P.'s sædvanlige.
Nis P. døde i 1943 - og melodien til Skærsliberens Forårsvise er fra 1955 - så der var noget der ikke var helt rigtigt. Vi lagde spørgsmålet ud på hjemmesiden, og fik derefter denne mail fra Erna Kaihøj.

Erna Kaihøj skrev:
Hej På hjemmesiden efterlyses oplysninger om Lavensangen, som min familie benytter ved festlige lejligheder Sangen er skrevet af P. C Nielsen, som i mange år var en markant skikkelse i Laven Han og hans kone Sofie drev i mange år Solgården ( Himmelbjergvej 5 ) . En stor del af jorden var drevet som frugtplantage . Da kræfterne svigtede, byggede han hus på en grund tæt på gården ,som hans søn Niels Anton overtog . Gården blev efter N.A s død købt af hans søn Lars , der solgte sidste år
 
Så fik vi vist den opklaret :-)

Hent Laven-sangen her Læs også "Togafsporing 1940"
- Laven.dk - Laven Borgerforening - lavenborgerforening@gmail.com - webmaster: bullpetersen@gmail.com -
Lav din egen hjemmeside med mono.net